Fuglekongen

Det var på den tiden da alle jordklodens dyr kunne snakke, at ørnen ville gjelde som enehersker over luftens beboere. Derfor lot ørnen en befaling gå ut til alle fugler, fra de største til de minste, om at de skulle samles på en bestemt dag på et sted som ble kalt Grønfjellet, for der å velge seg en konge. Grønfjellet var et stort, vidt fjell som lå omtrent midt på jorden, og var bevokst med alle slags trær, blomster og urter som finnes på jorden, slik at alle fugler fant tilstrekkelig næring der. De kunne også fly fra tre til tre og slik glede og fryde seg i disse skoger og blomsterrike marker. Det var også små vann og elver for større og mindre sjøfugler, som syntes det var tungt å fly og ofte måtte bade seg. Og i disse vannene og elvene var det en mengde fisk, som tjente til sjøfuglenes næring, så stedet var meget godt valgt. Grønfjellet lå på den ene siden mot en havbredd. På fjellet var det en spiss forhøyning, og øverst oppe en firkantet skanse på 50 fots høyde, som ørnen hadde valgt til sitt kongesete, slik at den kunne ha god utsikt ut over havet og ned mot stranden. Og alle fugler fikk slik anledning til å høre dens forslag.

AI-generert Fuglekonge
AI-generert Fuglekonge

På den bestemte dagen kom ørnen meget tidlig om morgenen stolt flyvende gjennom luften til Grønfjellet og lot en og annen gang sin skingrende stemme høre, naturligvis for å varsle de øvrige fuglene. Da den kom til fjellet, satte ørnen seg på sin tiltenkte kongestol. Da begynte det straks å vrimle av alle fugler. Først kom den vakre paradisfuglen, deretter den sirlige påfuglen, den klunkende kalkunhanen, den hvitblinkende svanen, den grønne papegøyen, den store strutsen, den krumnebbede gribben, den snille hauken, den velduftende kanelfuglen, den langhalset heiren. Bokfinker, kanarifugler, ravner, kattugler m.m.fl., kort sagt alle slags fugler som fantes på jorden. Da de alle var samlet, begynte ørnen med å ønske dem velkommen, samt et foredrag om at den var den største og sterkeste fuglen. Den målte sine 3 alen og 6 tommer mellom vingespissene, og i tillegg hadde den så sterkt syn at den kunne se rett inn i solen, og hvor høyt den enn var oppe i luften, så kunne den se en mygg bevege seg nede i gresset og på marken. Den trodde derfor at den måtte få de fleste stemmene og bli konge. Men da svarte alle de andre fuglene med én gang at de ikke ville ha ørnen til konge; for den var for grådig og rovlysten.

Deretter sto ravnen fram og anbefalte seg til konge, idet den sa at den kunne fly ni ganger ‘blått’ om dagen. (Ni ganger blått, det vil si så langt som øyet kan skue, inntil himmel og jord støter sammen). Og jeg har så god forstand at jeg vet å få ferskt kjøtt hver dag hele året rundt, sa ravnen. Da svarte igjen alle fuglene at de ikke ville ha ravnen til konge; for den var for hissig og rovlysten. En foreslo da erlen; men en annen sa at det ikke gikk an, ettersom den lå i vintersøvn. Kongen måtte våke både vinter og sommer.

Da ropte strutsen fra en sandslette: «Jeg er jordklodens største fugl, og om jeg enn ikke kan fly så fort, så kan jeg løpe 12 mil i timen, og så fort kan ingen av de andre løpe, så den trodde at det med rett og skjell tilkom den å være konge. Men igjen ropte alle fuglene at den var for dum; derfor ville de ikke ha den. Så sto paradisfuglen og påfuglen fram og roste seg av sin skjønnhet; papegøyen av at den kunne etterligne alles mål og språk; kanelfuglen av sin vellukt og kanarifuglen av sin liflige sang, og videre hver eneste fugl og roste sine anlegg og gode egenskaper, og til slutt kom biene og vepsene og roste seg av at de kunne samle vin av blomstene, og dessuten kunne de skremme både mennesker og dyr med sine giftige stikk; men ingen oppnådde stemme til fuglenes konge.

Etter flere dagers diskusjon om kongevalget kom fuglene til den beslutning at den som kunne fly høyest opp i luften, skulle være konge. Da begynte alle fuglene å fly oppover for å prøve hvem som kunne komme høyest. En liten uanselig norsk fugl var da så klok at den fløy opp på ørnens rygg, som ikke merket sin følgesvenn. Før kalte man denne lille fuglen «vinterhaug». Dette navnet hadde den fått i et veddemål før, hvor den hadde vunnet seieren. Da ørnen nå var kommet så høyt at den hadde alle fuglene under seg, ropte den: «Nå er jeg høyest, og nå er jeg konge!» Vinterhaug passet da sitt snitt, fløy opp fra ørnens rygg og ropte: «Jeg er høyere!» Den fortsatte videre oppover og kom så høyt at solen brente den i brystet. Da tapte den likevekten og falt bakover ned like mot jorden. Ørnen satte i forbittelse etter den; men på grunn av at den ikke kunne fly ned i loddrett linje lik vinterhaug, nådde den den ikke. Da vinterhaug nådde jorden, traff den et hull og brakk sitt «væle», hvilket vises ennå den dag i dag.

Da ørnen av forbittelse hadde fjernet seg langt bort, krøp vinterhaug opp av sin hule, hoppet opp på kongeborgen på kongesetet, som ørnen hadde inntatt, og ropte så høyt den kunne: «Ifølge bestemmelsen om at den som kunne fly høyest, skulle være fuglenes konge, er jeg nå seierherren.» Den talte videre og sa: «Jeg er nå konge over hele luftens hær, over alle fugler på land og sjø; alle er nå under mitt herredømme.»

Alle fugler så da opp til sin nyvalgte konge og stadfestet at den med all rett hadde vunnet kongenavn, uaktet den var liten og uanselig fremfor så mange andre store og vakre fugler. Den ble nå av alle kalt «fuglekongen», hvilket navn den ennå bærer den dag i dag. Fuglene frydet seg over dette sitt kongevalg og gledet seg over den milde og vennlige regenten de nå hadde fått. De uttrykte sin tilfredshet ved sin sang, sin løping og hopping i trærne, på marken, i vann og på sjø. Da fuglene hadde avsluttet dette sitt høytidelige kongevalg, skiltes de fra hverandre, hver sin vei, og dro dit hvor de etter hver sin natur fant for godt å leve og bo. Siden den tid har de ikke gjort noe kongevalg. Men fuglekongen har siden beholdt sitt kongenavn og sin kongeverdighet iblant dem til den dag i dag.

Oversett med Perplexity.ai

Originaltekst:

Fuglekongen

Det var paa den Tid, da alle Jordklodens Dyr kunde tale, at Ørnen vilde gjelde for Enehersker over Luftens Beboere. Derfor lod da Ørnen den Befaling udgaa til alle Fugle, fra de største til de mindste, at de skulde samles paa en af den bestemt Dag til et Sted, som kaldtes Grønfjeldet, for der at vælge sig en Konge. Grønfjeldet var et stort, vidt Fjeld, som laa omtrent midt paa Jorden, og var bevokset med alle Slags Træer, Blomster og Urter, som paa Jorden findes, saa alle Fugle fandt tilstrækkelig Næring der. De kunde ogsaa flyve fra Træ til Træ og saaledes glæde og fryde sig i disse Skove og blomsterrige Marker. Der var ogsaa smaa Vande og Floder for større og mindre Sjøfugle, som det faldt tungt at flyve og tit og ofte maa bade sig. Og i disse Vande og Floder var der en Mængde Fisk, som tjente til Sjøfuglenes Næring, saa Stedet var meget vel valgt. Grønfjeldet laa paa den ene Kant mod en Havbred. Paa Fjeldet var en spids Forhøining, og øverst oppe en firkantet Skanse paa 50 Fods Høide, som Ørnen havde valgt til sit Kongesæde, saa at den kunde have god Udsigt ud over Havet og ned mod Stranden. Og alle Fugle fik saaledes Anledning at høre dens Forslag.

Paa den bestemte Dag kom Ørnen meget tidlig om Morgenen stolt flyvende gjennem Luften til Grønfjeldet og lod en og anden Gang sin skingrende Stemme høre, naturligvis for at varsle de øvrige Fugle. Kommen til Fjeldet, satte Ørnen sig paa sin tiltænkte Kongestol. Da begyndte det straks at vrimle af alle Fugle. Først kom den skjønne Paradisfugl, derpaa den sirlige Paafugl, den klunkende Kalkunhane, den hvidblinkende Svane, den grønne Papegøi, den store Strudsfugl, den krumnebbede Geier, den snilde Høg, den vellugtende Kanelfugl, den langhalsede Heire. Bogfinker, Kanarifugle, Ravne, Katugler m. m. fl., kort sagt alle Slags Fugle, som fandtes paa Jorden. Da de alle var samlede, begyndte Ørnen med at ønske dem velkommen, samt et Foredrag om, at den var den største og stærkeste Fugl. Den maalte sine 3 Alen og 6 Tommer imellem Vingespidserne, og tillige havde den saa stærkt Syn, at den kunde se lige ind i Solen, og hvor høit den var op i Luften, saa kunde den se en Myg bevæge sig nede i Græsset og paa Marken. Den troede derfor, at den maatte faa de fleste Stemmer og blive Konge. Men da svarede alle de andre Fugle med engang, at de ikke vilde have Ørnen til Konge; thi den var for meget grisk og rovgjerrig. Derefter fremstod Ravnen og anbefalede sig til Konge, idet den sagde, at den kunde flyve ni Gange ‘blaat’ om dagen. (Ni Gange blaat, det vil sige, saalangt som Øiet kan skue, indtil Himmel og Jord støder sammen). Og jeg har saa god Forstand, at jeg ved at faa ferskt Kjød hver dag hele Aaret rundt, sagde Ravnen. Da svarede atter alle Fuglene, at de ikke vilde have Ravnen til Konge; thi den var for hidsig og rovlysten. En foreslog da Erlen; men en anden sagde, at det gik ikke an, eftersom den laa i Vintersøvn. Kongen maatte vaage baade Vinter og Sommer.

Da raabte Strudsen fra en Sandslette: «Jeg er Jordklodens største Fugl, og om jeg end ikke kan flyve saa fort, saa kan jeg løbe 12 Mil i Timen, og saa fort kan ingen af de andre løbe, saa den troede, at det med Ret og Skjel tilkom den at være Konge. Men atter raabte alle Fuglene, at den var for dum; derfor vilde de ikke have den. Saa fremstod Paradisfuglen og Paafuglen og roste sig af sin Skjønhed; Papagøien af, at den kunde efterligne alles Maal og Sprog; Kanelfuglen af sin Vellugt og Kanarifuglen af sin liflige Sang, og videre hver eneste Fugl og roste sine Anlæg og gode Egenskaber, og tilsidst kom Bierne og Vepserne og roste sig af, at de kunde samle Vin af Blomsterne, og dertil kunde de skræmme baade Mennesker og Dyr med sine giftige Stik; men ingen opnaaede Stemme til Fuglenes Konge.

Efter flere Dages Diskussion over Kongevalget kom Fuglene til den Beslutning, at den, som kunde flyve høiest op i Luften, skulde være Konge. Da begyndte alle Fuglene at flyve tilveirs for at prøve, hvem der kunde komme høiest. En liden uanselig norsk Fugl var da saa klog, at den fløi op paa Ørnens Ryg, som ikke mærkede sin Følgesvend. Før kaldte man denne lille Fugl «Vinterhaug». Dette Navn havde den faat i et Væddemaal før, hvor den havde vundet Seieren. Da Ørnen nu var kommen saa høit, at den havde alle Fuglene under sig, raabte den: «Nu er jeg høiest, og nu er jeg Konge!» Vinterhaug passede da sit Snit, fløi op fra Ørnens Ryg og raabte: «Jeg er høiere!» Den fortsatte videre tilveirs og kom saa høit, at Solen brændte den i Brystet. Da tabte den Ligevægten og faldt bagover ned lige mod Jorden. Ørnen satte i Forbitrelse efter den; men paa Grund af, at den ikke kunde flyve ned i lodret Linje lig Vinterhaug, naaede den den ikke. Da Vinterhaug naaede Jorden, traf den et Hul og brækkede sit «Væle», hvilket vises endnu den Dag idag.

Da Ørnen af Forbitrelse havde fjernet sig langt bort, krøb Vinterhaug op af sin Hule, hoppede op paa Kongeborgen paa Kongesædet, som Ørnen havde indtaget, og raabte saa høit den kunde: «Ifølge Bestemmelsen, at den; som kunde flyve høiest, skulde være Fuglenes Konge, er jeg nu Seierherren.» Den talte videre og sagde: «Jeg er nu Konge over hele Luftens Hær, over alle Fugle paa Land og Sjø; alle er nu under mit Herredømme.»

Alle Fugle saa da op til sin nyvalgte Konge og stadfæstede, at den med al Ret havde vundet Kongenavn, uagtet den var liden og uanselig fremfor saa mange andre store og skjønne Fugle. Den blev nu af alle kaldet «Fuglekongen», hvilket Navn den endnu bærer den Dag idag. Fuglene frydede sig over dette sit Kongevalg og glædede sig over den milde og venlige Regent, de nu havde faaet. De udtrykte sin Tilfredshed ved sin Sang, sin Løben og Hoppen i Træerne, paa Marken, i Vand og paa Sjø. Da Fuglene havde afsluttet dette sit høitidelige Kongevalg, skiltes de fra hinanden, hver sin Vei, og drog derhen, hvor de efter hver sin Natur fandt for godt at leve og bo. Siden den Tid har de intet Kongevalg gjort. Men Fuglekongen har siden beholdt sit Kongenavn og sin Kongeværdighed, iblandt dem til den Dag idag.