Snømannen
Et eventyr av Hans Christian Andersen
«Det er så herlig kaldt,» sa Snømannen, «at det får hele kroppen min til å knake. Dette er akkurat den typen vind som blåser liv i en. Hvordan den store røde tingen der oppe stirrer på meg!»
Han mente solen, som akkurat var i ferd med å gå ned. «Den skal ikke få meg til å blunke. Jeg skal klare å holde bitene sammen.»
Han hadde to trekantede biter av takstein i hodet, i stedet for øyne; munnen hans var laget av en gammel ødelagt rive, og var selvfølgelig utstyrt med tenner.
Han hadde blitt brakt til live midt i guttenes glade rop, bjelleklang fra sleder, og piskeslag.
Solen gikk ned, og fullmånen steg opp, stor, rund og klar, skinnende på den dype blå himmelen.
«Der kommer den igjen, fra den andre siden,» sa Snømannen, som antok at solen viste seg en gang til. «Ah, jeg har kurert den for stirringen, nå kan den henge der oppe og skinne, så jeg kan se meg selv. Hvis jeg bare visste hvordan jeg kunne flytte meg bort fra dette stedet,– jeg skulle så gjerne flytte på meg. Hvis jeg kunne, ville jeg gli bortover på isen der borte, slik jeg har sett guttene gjøre; men jeg forstår ikke hvordan; jeg vet ikke engang hvordan man løper.»
«Bort, bort,» bjeffet den gamle gårdshunden. Han var ganske hes og kunne ikke uttale «Voff voff» ordentlig. Han hadde en gang vært en innehund og ligget ved peisen, og han hadde vært hes siden den gang. «Solen vil få deg til å løpe en dag. Jeg så den, forrige vinter, få forgjengeren din til å løpe, og forgjengeren før ham. Bort, bort, de må alle gå.»
«Jeg forstår deg ikke, kamerat,» sa Snømannen. «Er den tingen der oppe ment å lære meg å løpe? Jeg så den løpe selv for en liten stund siden, og nå har den kommet krypende opp fra den andre siden.»
«Du vet ingenting i det hele tatt,» svarte gårdshunden; «men så har du jo nettopp blitt lappet sammen. Det du ser der borte er månen, og den før var solen. Den vil komme igjen i morgen, og mest sannsynlig lære deg å løpe ned i grøften ved brønnen; for jeg tror været kommer til å forandre seg. Jeg kan kjenne slike stikk og jag i venstre benet mitt; jeg er sikker på at det kommer en forandring.»
«Jeg forstår ham ikke,» sa Snømannen til seg selv; «men jeg har en følelse av at han snakker om noe veldig ubehagelig. Den som stirret slik nettopp, og som han kaller solen, er ikke min venn; det kan jeg også føle.»
«Bort, bort,» bjeffet gårdshunden, og så snudde han seg rundt tre ganger og krøp inn i hundehuset sitt for å sove.
Det var virkelig en forandring i været. Mot morgenen dekket en tykk tåke hele landet rundt, og en skarp vind oppsto, slik at kulden syntes å fryse bena av en; men da solen steg opp, var synet praktfullt. Trær og busker var dekket med rimfrost, og så ut som en skog av hvit korall; mens det på hver kvist glitret frosne duggdråper. De mange delikate formene som var skjult om sommeren av frodig løvverk, var nå tydelig definert, og så ut som glitrende blondearbeid. Fra hver kvist skinte en hvit glans. Bjørken, som vaiet i vinden, så livlig ut, som trær om sommeren; og utseendet var vidunderlig vakkert. Og der solen skinte, hvordan alt glitret og funklet, som om diamantstøv hadde blitt strødd utover; mens jordens snødekke så ut som om det var dekket med diamanter, hvorfra utallige lys strålte, hvitere enn selv snøen.
«Dette er virkelig vakkert,» sa en ung jente, som hadde kommet inn i hagen med en ung mann; og de sto begge stille nær Snømannen og betraktet det glitrende sceneriet. «Sommeren kan ikke vise et vakrere syn,» utbrøt hun, mens øynene hennes funklet.
«Og vi kan ikke ha en slik fyr som dette om sommeren,» svarte den unge mannen, og pekte på Snømannen; «han er førsteklasses.»
Jenta lo og nikket til Snømannen, og så trippet hun bort over snøen med vennen sin. Snøen knirket og knaket under føttene hennes, som om hun hadde tråkket på stivelse.
«Hvem er disse to?» spurte Snømannen gårdshunden. «Du har vært her lenger enn meg; kjenner du dem?»
«Selvfølgelig kjenner jeg dem,» svarte gårdshunden; «hun har strøket ryggen min mange ganger, og han har gitt meg et kjøttbein. Jeg biter aldri disse to.»
«Men hva er de?» spurte Snømannen.
«De er elskere,» svarte han; «de kommer til å bo i samme hundehus etter hvert, og gnage på det samme beinet. Bort, bort!»
«Er de samme slags vesener som du og jeg?» spurte Snømannen.
«Vel, de tilhører samme herre,» svarte gårdshunden. «Folk som ble født i går vet virkelig veldig lite. Det kan jeg se på deg. Jeg har alder og erfaring. Jeg kjenner alle her i huset, og jeg vet at det var en gang da jeg ikke lå ute her i kulden, fastlenket til en kjetting. Bort, bort!»
«Kulden er herlig,» sa Snømannen; «men fortell meg, fortell meg; bare ikke klirr med kjettingen din slik; for det skjærer gjennom meg når du gjør det.»
«Bort, bort!» bjeffet gårdshunden; «Jeg skal fortelle deg; de sa jeg var en pen liten fyr en gang; da pleide jeg å ligge i en fløyelstrukket stol, oppe i herrens hus, og sitte i fruens fang. De pleide å kysse nesen min og tørke potene mine med et brodert lommetørkle, og jeg ble kalt ‘Ami, kjære Ami, søte Ami.’ Men etter en stund ble jeg for stor for dem, og de sendte meg ned til husholderens rom; så jeg kom til å bo i underetasjen. Du kan se inn i rommet fra der du står, og se hvor jeg var herre en gang; for jeg var virkelig herre for husholdersken. Det var riktignok et mindre rom enn de ovenpå; men jeg hadde det mer komfortabelt; for jeg ble ikke stadig tatt tak i og dratt rundt av barna som jeg hadde blitt før. Jeg fikk like god mat, eller til og med bedre. Jeg hadde min egen pute, og det var en ovn – det er det fineste i verden på denne tiden av året. Jeg pleide å gå under ovnen og legge meg helt under den. Ah, jeg drømmer fortsatt om den ovnen. Bort, bort!»
«Ser en ovn vakker ut?» spurte Snømannen, «er den på noen måte lik meg?»
«Den er stikk motsatt av deg,» sa hunden; «den er svart som en kråke, og har en lang hals og en messingknapp; den spiser ved, slik at ild spruter ut av munnen dens. Vi burde holde oss på siden av den, eller under den, for å ha det behagelig. Du kan se den gjennom vinduet, fra der du står.»
Da så Snømannen, og han så en blank polert ting med en messingknapp, og ild som glimtet fra den nedre delen av den. Snømannen følte en helt merkelig følelse komme over seg; det var veldig rart, han visste ikke hva det betydde, og han kunne ikke forklare det. Men det finnes folk som ikke er snømenn, som forstår hva det er.
«Og hvorfor forlot du henne?» spurte Snømannen, for det virket for ham som om ovnen måtte være av hunkjønn. «Hvordan kunne du gi opp et så komfortabelt sted?»
«Jeg var nødt,» svarte gårdshunden. «De kastet meg ut, og lenket meg fast her. Jeg hadde bitt den yngste av herrens sønner i benet, fordi han sparket bort beinet jeg gnagde på. ‘Bein for bein,’ tenkte jeg; men de ble så sinte, og siden den gang har jeg vært fastlenket med en kjetting, og mistet beinet mitt. Hører du ikke hvor hes jeg er. Bort, bort! Jeg kan ikke snakke mer som andre hunder. Bort, bort, det er slutten på det hele.»
Men Snømannen hørte ikke lenger etter. Han så inn i husholderens rom i underetasjen; der ovnen sto på sine fire jernben, og så omtrent like stor ut som Snømannen selv.
«For en merkelig knitring jeg føler inni meg,» sa han. «Skal jeg noen gang komme meg dit inn? Det er et uskyldig ønske, og uskyldige ønsker blir sikkert oppfylt. Jeg må komme meg dit inn og lene meg mot henne, selv om jeg må knuse vinduet.»
«Du må aldri gå inn der,» sa gårdshunden, «for hvis du nærmer deg ovnen, vil du smelte bort, bort.»
«Jeg kan like godt gå,» sa Snømannen, «for jeg tror jeg holder på å gå i oppløsning uansett.»
Hele dagen sto Snømannen og kikket inn gjennom vinduet, og i skumringstimen ble rommet enda mer innbydende, for fra ovnen kom et mildt glød, ikke som solen eller månen; nei, bare det klare lyset som skinner fra en ovn når den har blitt godt matet. Når døren til ovnen ble åpnet, skjøt flammene ut av munnen; dette er vanlig for alle ovner. Lyset fra flammene falt direkte på ansiktet og brystet til Snømannen med et rødlig skjær.
«Jeg kan ikke holde det ut lenger,» sa han; «hvor vakkert det ser ut når den strekker ut tungen?»
Natten var lang, men virket ikke slik for Snømannen, som sto der og nøt sine egne refleksjoner, og knaket i kulden.
Om morgenen var vinduene i husholderens rom dekket med is. Det var de vakreste isblomstene noen Snømann kunne ønske seg, men de skjulte ovnen. Disse vinduene ville ikke tine, og han kunne ikke se noe av ovnen, som han forestilte seg som om den hadde vært et nydelig menneske. Snøen knaket og vinden hvislet rundt ham; det var akkurat den typen frostværet en Snømann burde nyte fullt ut. Men han nøt det ikke; hvordan kunne han egentlig nyte noe når han var «ovnsyk?»
«Det er en forferdelig sykdom for en Snømann,» sa gårdshunden; «jeg har lidd av det selv, men jeg kom over det. Bort, bort,» bjeffet han og la til, «været kommer til å forandre seg.»
Og været forandret seg; det begynte å tine.
Etter hvert som varmen økte, minsket Snømannen. Han sa ingenting og klaget ikke, noe som er et sikkert tegn.
En morgen brøt han sammen og sank helt sammen; og se, der han hadde stått, sto noe som lignet en kosteskaft igjen i bakken. Det var stangen guttene hadde bygget ham rundt.
«Ah, nå forstår jeg hvorfor han hadde en slik lengsel etter ovnen,» sa gårdshunden. «Hvorfor, der er skuffen som brukes til å rense ovnen, festet til stangen.» Snømannen hadde en ovnsskrape i kroppen; det var det som beveget ham så. «Men nå er det over. Bort, bort.»
Og snart var vinteren over.
«Bort, bort,» bjeffet den hese gårdshunden. Men jentene i huset sang:
«Kom fra ditt duftende hjem, grønne timian;
Strekk dine myke grener, piletre;
Månedene bringer den søte vårtid,
Når lerken på himmelen synger glad.
Kom milde sol, mens gjøken synger,
Og jeg vil etterligne hans tone på mine vandringer.»
Og ingen tenkte mer på Snømannen.
Originaltekst:
Sneemanden
«Det skrupknager i mig, så dejligt koldt er det!» sagde snemanden. «Vinden kan rigtignok bide liv i én! Og hvor den gloende der, hun glor!» det var Solen, han mente; den var lige ved at gå ned. «Hun skal ikke få mig til at blinke, jeg kan nok holde på brokkerne!»
Det var to store, trekantede tagstensbrokker, han havde til øjne; munden var et stykke af en gammel rive, derfor havde han tænder.
Han var født under hurraråb af drengene, hilst af bjældeklang og piskesmæld fra kanerne.
Solen gik ned, fuldmånen stod op, rund og stor, klar og dejlig i den blå luft.
«Der har vi hende igen fra en anden kant!» sagde snemanden. Han troede, at det var Solen, der viste sig igen. «Jeg har vænnet hende af med at glo! nu kan hun hænge der og lyse op, at jeg kan se mig selv. Vidste jeg bare, hvorledes man bærer sig ad med at flytte sig! jeg ville så gerne flytte mig! kunne jeg det, ville jeg nu ned at glide på isen, som jeg så drengene gøre det; men jeg forstår ikke at løbe!»
«Væk! væk!» bjæffede den gamle lænkehund; han var noget hæs, det havde han været, siden han var stuehund og lå under kakkelovnen. «Solen vil nok lære dig at løbe! det så jeg med din formand i fjor og med hans formand; væk! væk! og væk er de alle!»
«Jeg forstår dig ikke, kammerat!» sagde snemanden; «skal den deroppe lære mig at løbe?» Han mente Månen; «ja hun løb jo rigtignok før, da jeg så stift på hende, nu lister hun fra en anden kant!»
«Du ved ingenting!» sagde lænkehunden, «men du er da også nylig klattet op! Den du nu ser, kaldes Månen, den der gik, var Solen, hun kommer igen i morgen, hun lærer dig nok at løbe ned i voldgraven. Vi får snart forandring i vejret, det kan jeg mærke på mit venstre bagben, det jager i det. Vi får vejrskifte!»
«Jeg forstår ham ikke!» sagde snemanden, «men jeg har en fornemmelse af, at det er noget ubehageligt, han siger. Hun, der gloede og gik ned, som han kalder Solen, hun er heller ikke min ven, det har jeg på følelsen!»
«Væk! væk!» bjæffede lænkehunden, gik tre gange rundt om sig selv og lagde sig så ind i sit hus for at sove.
Der kom virkelig forandring i vejret. En tåge, så tyk og klam, lagde sig i morgenstunden hen over hele egnen; i dagningen luftede det; vinden var så isnende, frosten tog ordentlig tag, men hvor det var et syn at se, da Solen stod op. Alle træer og buske stod med rimfrost; det var som en hel skov af hvide koraller, det var som om alle grene var overdænget af strålehvide blomster. De uendelig mange og fine forgreninger, dem man om sommeren ikke kan se for de mange blade, kom nu frem hver evige en; det var en knipling og så skinnende hvid, som strømmede der en hvid glans ud fra hver gren. Hængebirken bevægede sig i vinden, der var liv i den, som i træerne ved sommertid; det var en mageløs dejlighed! og da Solen så skinnede, nej, hvor funklede det hele, som om det var overpudret med diamantstøv og hen over jordens snelag glimrede de store diamanter, eller man kunne også tro, at der brændte utallige små bitte lys, endnu hvidere end den hvide sne.
«Det er en mageløs dejlighed!» sagde en ung pige, som med en ung mand trådte ud i haven og standsede just ved snemanden, hvor de så på de glimrende træer. «Dejligere syn har man ikke om sommeren!» sagde hun, og hendes øjne strålede.
«Og sådan en karl, som ham der, har man nu slet ikke!» sagde den unge mand og pegede på snemanden. «Han er udmærket!»
Den unge pige lo, nikkede til snemanden og dansede så med sin ven hen over sneen, der knirkede under dem, som om de gik på stivelse.
«Hvem var de to?» spurgte snemanden lænkehunden; «du er ældre på gården end jeg, kender du dem?»
«Det gør jeg!» sagde lænkehunden. «Hun har jo klappet mig, og han har givet mig et kødben; dem bider jeg ikke!»
«Men hvad forestiller de her?» spurgte snemanden.
«Kærrrrr-restefolk!» sagde lænkehunden. «De skal flytte i hundehus og gnave ben sammen. Væk! væk!»
«Har de to lige så meget at betyde som du og jeg?» spurgte snemanden.
«De hører jo til herskabet!» sagde lænkehunden; «det er rigtignok såre lidt man ved, når man er født i går! det mærker jeg på dig! jeg har alder og kundskab, jeg kender alle her på gården! og jeg har kendt en tid, hvor jeg ikke stod her i kulde og lænke; væk! væk!»
«Kulden er dejlig!» sagde snemanden. «Fortæl, fortæl! men du må ikke rasle med lænken, for så knækker det i mig!»
«Væk! væk!» bjæffede lænkehunden. «Hvalp har jeg været; lille og yndig, sagde de, da lå jeg i fløjlsstol derinde på gården, lå i skødet på det øverste herskab; blev kysset i flaben og visket om poterne med broderet lommetørklæde; jeg hed «den dejligste,» – «nussenussebenet,» men så blev jeg dem for stor! så gav de mig til husholdersken; jeg kom i kælderetagen! Du kan se ind i den, hvor du står; du kan se ned i kamret, hvor jeg har været herskab; for det var jeg hos husholdersken. Det var vel et ringere sted end ovenpå, men her var mere behageligt; jeg blev ikke krammet og slæbt om med af børn, som ovenpå. Jeg havde lige så god føde, som før og meget mere! jeg havde min egen pude, og så var der en kakkelovn, den er på denne tid det dejligste i denne verden! jeg krøb helt ind under den, så at jeg blev borte. Oh, den kakkeovn drømmer jeg endnu om; væk! væk!»
«Ser en kakkelovn så dejlig ud!» spurgte snemanden. «Ligner den mig?»
«Den er lige det modsatte af dig! kulsort er den! har en lang hals med messingtromle. Den æder brænde, så at ilden står den ud af munden. Man må holde sig på siden af den, tæt op, ind under den, det er en uendelig behagelighed! Du må ind af vinduet kunne se den der, hvor du står!»
Og snemanden så, og virkelig så han en sort blankpoleret genstand med messingtromle; ilden lyste ud forneden. Snemanden blev ganske underlig til mode; han havde en fornemmelse, han ikke selv kunne gøre sig rede for; der kom over ham noget, han ikke kendte, men som alle mennesker kender, når de ikke er snemænd.
«Og hvorfor forlod du hende?» sagde snemanden. Han følte at det måtte være et hunkønsvæsen. «Hvor kunne du forlade et sådant sted?»
«Det var jeg nok nødt til!» sagde lænkehunden, «de smed mig udenfor og satte mig her i lænke. Jeg havde bidt den yngste junker i benet, for han stødte fra mig det ben, jeg gnavede på; og ben for ben, tænker jeg! men det tog de ilde op, og fra den tid har jeg stået i lænke, og har mistet min klare røst, hør hvor hæs jeg er: væk! væk! det blev enden på det!»
Snemanden hørte ikke mere efter; han så stadig ind i husholderskens kælderetage, ned i hendes stue, hvor kakkelovnen stod på sine fire jernben og viste sig i størrelse som snemanden selv.
«Det knager så underligt i mig!» sagde han. «Skal jeg aldrig komme derind? det er et uskyldigt ønske, og vore uskyldige ønsker må dog vist blive opfyldt. Det er mit højeste ønske, mit eneste ønske og det ville være næsten uretfærdigt, om det ikke blev stillet tilfreds. Jeg må derind, jeg må hælde mig op til hende, om jeg også skal knuse vinduet!»
«Der kommer du aldrig ind!» sagde lænkehunden, «og kom du til kakkelovnen, så var du væk! væk!»
«Jeg er så godt som væk!» sagde snemanden, «jeg brækker over, tror jeg!»
Hele dagen stod snemanden og så ind af vinduet; i tusmørket blev stuen endnu mere indbydende; fra kakkelovnen lyste det så mildt, som ikke Månen lyser og heller ikke Solen, nej, som kun kakkelovnen kan lyse, når der er noget i den. Gik de med døren, så slog luen ud, det var den i vane med; det blussede ordentligt rødt i snemandens hvide ansigt, det lyste rødt lige op af hans bryst.
«Jeg holder det ikke ud!» sagde han. «Hvor det klæder hende at række tungen ud!»
Natten var meget lang men ikke for snemanden, han stod i sine egne dejlige tanker og de frøs, så de knagede.
I morgenstunden var kældervinduerne frosset til, de bar de dejligste isblomster, nogen snemand kunne forlange, men de skjulte kakkelovnen. Ruderne ville ikke tø op, han kunne ikke se hende. Det knagede, det knasede, det var just et frostvejr, der måtte fornøje en snemand, men han var ikke fornøjet; han kunne og burde have følt sig så lykkelig, men han var ikke lykkelig, han havde kakkelovnslængsel.
«Det er en slem syge for en snemand!» sagde lænkehunden; «jeg har også lidt af den syge, men jeg har overstået den! væk! væk! – Nu får vi vejrskifte!»
Og der blev vejrskifte, det slog om i tø.
Tøvejret tog til, snemanden tog af. Han sagde ikke noget, han klagede ikke, og det er det rigtige tegn.
En morgen styrtede han. Der stak noget ligesom et kosteskaft i vejret, hvor han havde stået, det havde drengene rejst ham om.
«Nu kan jeg forstå det med hans længsel!» sagde lænkehunden, «snemanden har haft en kakkelovnsskraber i livet! det er den, som har rørt sig i ham, nu er det overstået; væk! væk!»
Og snart var også vinteren overstået.
«Væk, væk!» bjæffede lænkehunden; men småpigerne på gården sang:
«Skyd frem, skovmærke! frisk og prud,
hæng, pil! din uldne vante ud,
kom, kukker, lærke! syng, vi har
alt forår sidst i februar!
Jeg synger med, kukkuk! kvivit!
Kom, kære sol, kom sådan tit!»
Så tænker ingen på snemanden!